Interview: Mellem to materialer

Biennalens tematik ”Making is connecting” satte skub i et gryende samarbejde mellem tekstilkunstner Sanne Ransby og keramiker Mariko Wada. Deres fælles værk ”I syv sind – Klemt mellem brædder” er deres første værk sammen efter et langt tilløb. Men hvordan arbejder en keramiker og en tekstilkunstner sammen i ét fælles værk? Svaret fandt de i materialernes fælles egenskaber.

Af Kirstine Autzen

Den japansk-danske keramiker Mariko Wada blev uddannet på Designskolen Kolding i 2006, og de sidste seks år har hun og tekstilkunstner Sanne Ransby arbejdet i samme hus. Hun har altid været nysgerrig på Sanne Ransbys vævede værker og laserskårne tekstil og de to fandt tidligt ud af, at der lå et interessefællesskab i deres arbejde. Sanne Ransby fortæller grinende: ”Jeg glemmer aldrig en gang, jeg havde hæklet nogle fine øer og havde fået dem pænt op og stå. Så kom Mariko ind og slog på dem, så de faldt sammen”.

Det er første gang, Sanne og Mariko arbejder sammen med et konkret projekt. Sanne Ransby: ”Vi var faktisk i gang med at tegne os ind på noget udstillingsagtigt, og det blev mere og mere fælles værker, men tekstil og keramik var ligesom givent. Biennale-temaet, om at forbinde og samarbejde både mellem kunstnere og forskellige materialer, men også forskellige tankegange og tilgange til materiale og proces, var god timing, og det gav processen et konstruktivt skub fremad.”

Værket er lavet med udgangspunkt i en tilstand, de fleste kender; at være i syv sind, eller som det hedder på japansk ”at være klemt mellem brædder”. Det var meget relevant i forhold til søjlerne på Carlsberg, hvor værket præsenteres mellem to søjler. Værkets store tekstile objekter repræsenterer hver en tilgang til at takle et problem i forskellige mentale bokse. De vanemæssige reaktioner, som de fleste mennesker har og som måske kæmper med hinanden, fik liv i værket. Nogen fylder fysisk kun lidt, men udtryksmæssigt meget, og hver af måderne lever side om side i kamp. Skulle man pludselig finde på at trække en af dem ud, så ville det være en stor bunke uoverskuelighed, som omvendt også kunne give plads til en anden måde at tænke på.

Mariko Wada: ”Det er sådan en sindstilstand. Det er svært at beskrive sprogligt. Materiale og formsprog kan udtrykke noget, som sproget måske har svært ved, direkte ind i folks sanser. De ubeskrivelige sanser.”

Sanne Ransby: ”Vi prøver at lave de her elementer, som om de ikke var menneskeskabte. Som om de er dumpet ned og kæmper indbyrdes. Folk reagerede umiddelbart på modellerne. De talte til folk.”

Materialefornemmelse
Den direkte kontakt til sanserne uden om sproget er en af de ting, som de to kunstnere er enige om at interessere sig for, som en modpol til at se kunstværker som noget, man skal rationelt skal vurdere. Materialefornemmelsen i tekstil og keramik betyder meget for mennesker, mener de, især i dag hvor vi er omgivet af immaterielle informationer fra computere. Værker kan opleves kropsligt, idet det står foran os.

Mariko Wada: “Vi oplever meget visuelt, du må ikke røre ved ting. Vi er opdraget på museer. Selvom vi er så vant til at se på tekstil og keramik i vores hverdag, så måske bruger vi ikke længere vores sanser til at se tøj og kopper og andre hverdagsting som noget specielt. Når det bliver så overdimensioneret i skala, så er det igen noget, man ikke kender. Så begynder man at bruge sanserne mere.”

De store tekstile tilstande har også haft nogle ubekendte elementer for de to kunstnere, som sammen måtte finde ud af for eksempel at skalere op fra deres 1:10 størrelse modeller. I arbejdet med at gå fra model til færdigt værk viste der sig hurtigt udfordringer: det, som fungerede fint i modellen, så måske helt anderledes ud i fuld størrelse. Selvom værket i sidste ende udelukkende blev et tekstilværk, så har processen været et meget tæt samarbejde, hvor også Mariko Wadas erfaring fra keramikken kunne bruges:

Mariko Wada: ”Jeg er meget optaget af den sanselige oplevelse man får fra keramik. Derfor har ikke været svært for mig at se på tekstile materialer og tænke over, hvordan jeg oplever dem. Tekstil er jo, hvis man folder det ud, todimensionelt. Der er en lille smule tykkelse, men i sig selv kan det ikke stå som skulpturelle, tredimensionelle ting. Men man kan godt forme det. Når der kommer form på, så er der helt klart noget fælles i formgivningen mellem tekstil og keramisk materiale. Keramisk materiale har også noget med overflade, fornemmelsen af noget udspændt eller slapt, og det kan fint gå sammen med tekstil.”

Den uoverskuelige proces passede dem fint. De kan begge godt lide at kaste sig ud i noget, hvor resultatet ikke kan overskues fra starten. Sanne Ransby er vant til at lave skitser til sine billedtæpper på computeren, men der viser sig altid vanskeligheder i udførelsen, som hun så må takle. Også for Mariko Wada er netop den slags problemer – og nyfundne muligheder – en motivation i arbejdet. I dette projekt har det dog ikke været en materialebåret udviklingsproces. Det har hele tiden handlet om at bringe ideens udtryk til verden.

I den sammenhæng er Sanne Ransby glad for sin uddannelse på det Jyske Kunstakademi, hvor udtryk betød mere end håndværk: ”Hvis jeg ville lære noget teknisk, måtte jeg gøre det i sommerferien, og der var billedgennemgang alle fagene imellem. Når Mariko snakker om formgivning, så er jeg vant til at snakke om objekt eller skulptur i stedet. Det ord kender jeg ikke rigtigt.”

Fri fra håndværk og tradition
Det har blandt andet betydet, at springet fra garn på væven til at arbejde med laserskæring af metervarer, og nu i den store installation, ikke føles som noget stort spring. Mariko Wada kender også til afvejningen af, hvor fokus skal ligge i værket.

Mariko Wada: ”Keramiker, det er noget ret gammeldags, der har en lang historie. Jeg snakker tit med kollegaer om, hvor keramikken er henne i dag. Er den på vej ud som noget gammeldags, skulle man begynde at lave noget konceptuel keramik for at være med i en nutidig ramme? Men jeg er egentlig ret ligeglad med, hvordan det bliver set. Jeg kan rigtig godt lide håndværket, og fremstillingen af keramik har meget med teknik at gøre. Bagefter kommer, hvad man kan udtrykke med det. Måske er jeg også lidt gammeldags i at synes, at man skal kunne håndværket, så man kan lave det, man vil. Men når jeg arbejder med et projekt, så føler jeg mig også fri fra håndværk og tradition. Jeg kan selv finde ud af, hvordan jeg vil have det.”

Kunsten som kommunikationsform er meget fysisk for de to. Sanne har altid tænkt kropsforhold og placering ind i værket; om noget hænger himmelsk og monumentalt, eller om det når helt ned til jorden og forholder sig til menneskekroppen. Sådan det også med Marikos ting, som ikke står på piedestaler, men står på gulvet, hvor de kan få en reel relation til menneskekroppen.

Sanne Ransby: ”Der er hul igennem på en anden måde, især når det er nogle materialer, vi kender fra vores hverdag. Noget, der ligner en madras eller en pude. Der er noget med det tekstile, som er tæt på os. Vi har det på kroppen eller sover på det. Det bliver meget nært. De fysiske ting kommer tættere på end noget verbalt. Mine værker er forsigtigt begyndt at kravle ud på gulvet, men det her er jo virkelig et skridt ud på gulvet. … Mariko kan godt lide det mere råt. At pille det overflødige fra. At lade tingene være det, det er. Det har været rigtig spændende.”

De to ved endnu ikke, hvor ”I syv sind, klemt mellem brædder” vil føre dem hen i fremtiden og i eventuelle nye fælles værker. Men de går ikke helt upåvirkede fra processen:

Sanne Ransby: ”Man tager jo noget med sig videre. Vi tager noget med os videre herfra.”

Om Sanne Ransby

Sanne Ransby er billedvæver og billedkunstner med udgangspunkt i det tekstile, fra vævede billedtæpper og til laserskåret stof i collager. Hun har bl.a. udstillet på Artapestry3, The 13th Int. Tri. of Tapestry, Lodz, Dansk Gobelinkunst og Forårsudstillingen, Charlottenborg. Sanne Ransby er uddannet på Det Jyske Kunstakademi og som væver hos Annette Holdensen.

Om Mariko Wada

Japansk fødte Mariko Wada er keramiker og skaber værker med en særlig opmærksomhed på den taktile sansning. Hendes værker bliver vist på udstillinger i både ind- og udland. Hun er uddannet fra Doshisha University og Design Skolen Kolding. Marika Wada deltager med to samarbejdsprojekter på Biennalen, det andet som medlem af gruppen VERSUS.