Interview: Til grænsen af leret

Keramiker Lea Mi Engholm blev tidligt i sit liv tændt på den keramiske proces. Hos en pottemager lærte hun de klassiske værkstedteknikker, som hun i dag dykker ned i, forandrer og gentager til hun kommer til kanten af lerets formåen.

Af Kirstine Autzen
”Jeg har en kærlighed til materialet. Der ligger ikke et større budskab i værkerne, men jeg vil gerne formidle den kærlighed. Leret er et meget langsommeligt materiale, det skal tørre og bearbejdes, når det er på det rigtige stadie. Det kræver tålmodighed. Vi har travlt i hverdagen, vi skal være meget effektive, og det er meget befriende at sætte sig ned og tage sig tid.”

På Østfyn bor keramiker Lea Mi Engholm. Her bosatte hun sig for seks år siden, og her dyrker hun langsommeligheden og fordybelsen i leret. I sit værk til Biennalen var langsommeligheden en pointe; Det måtte gerne tage rigtig lang tid at lave.

Lea Mi Engholm blev færdig på Designskolen i Kolding i 2006 og flyttede så til København, hvor hun startede på et større værksted på Vesterbro, Viktoria, hvor mange keramikere er kommet igennem tiden, og som hun stadig vender tilbage til. Her var der både unikaværker og serieproduktioner i gang, og her kunne hun som nyuddannet få sparring fra mere erfarne kollegaer.

Nok savner hun af og til det sociale kollegaskab, men Fyn giver hende til gengæld fuld fordybelse i hendes projekter, hvor hun i dag har fundet sit eget spor i kunsthåndværket. I en kortere periode producerede hun fade og kopper, som blev solgt – og som solgte godt. Men efterhånden brugte hun alle sine fridage på at støbe, og det blev klart for hende, at det ikke var selve produktionen, der motiverede hende. Hun savnede tiden til at eksperimentere med materialet og de eksperimenter, som går forud for en produktion.

Bare hænderne og leret
Værket ”Twisted #2” består af ca. 100 kg rødler, som Lea Mi Engholm har snoet i to snore, indtil leret dannede knuder og var på bristepunktet. I processen begynder leret at krølle, og hun har forsøgt at strække processen helt ud til kanten af, hvad leret kan præstere. Hun bruger materialet i samme øjeblik, som det kommer ud af pakken og forsøger at bevare lerets bløde formbarhed igennem bearbejdningen:

“Leret snor sig næsten af sig selv, og jeg fortsætter indtil det ikke kan mere. Jeg bruger det enkelte greb og ser, hvad jeg kan gøre med det. Hvad kan det, uden at jeg skal gøre en masse krumspring?”

Al leret har været igennem samme proces, hvor det rulles og snos i hænderne. Lea Mi Engholm anvender ingen redskaber, glasur eller andet, kun hænderne og det rå ler. Målet er at vise et materialeorienteret værk, som undsiger sig smartness, men derimod fremstår langsommeligt og simpelt, og hun håber, at beskueren vil kunne en fornemme den tid, hun har investeret.
Rødleret som materiale er nyt i Lea Mi Engholms praksis. Hun valgte det på grund af farven, selvom hun egentlig har arbejdet mest med porcelænsler. Tidligere har hun eksperimenteret med at brænde porcelænsler og lertøjsler sammen og udnytte, at porcelænet skal brændes ved en højere temperatur. Når hun brænder de to sammen, smelter lertøjsleret og bliver til glasur – igen er det en søgen efter at gå til grænsen af, hvad materialet kan.

En disciplineret arbejdshest
Processen omkring værkerne foregår ofte ret struktureret, hvor hun prøver at bruge al den tid, der er til rådighed. Hun sætter sig på værkstedet med lydbøger i ørene og knokler på. Ofte arbejder hun med skitser og forarbejder, men det færdige værk ligner ikke altid skitsen. Der er derfor også et særligt sus, når hun åbner ovnen og tager resultatet i betragtning. Det kan godt tage et par dage, hvor hun går rundt om det for at tage endelig stilling til det.
Hendes første rigtige nærkontakt med leret var i 7. klasse, hvor hun var i skolepraktik hos en pottemager. Her fik hun lov til det hele; dreje, dekorere, glasere. Hun var solgt. Som voksent menneske er kærligheden til leret bevaret, men nu går hendes ting i dialog med verden, og så slipper hun det helst ud af den private sfære:

”Når jeg har lavet et værk færdigt, så er jeg færdig med det. Jeg kan sagtens kigge på det og få lyst til at videreudvikle eller fortsætte med. Men jeg har det nogle gange ret svært med mine egne ting, når de er færdige. Jeg har heller ikke nogle af mine egne ting hjemme hos mig selv. Jeg har alle mulige andre keramikeres ting, som jeg virkelig elsker at kigge på og have, men jeg har ikke nogen af mine egne ting. Så finder jeg fejl og mangler, og ting, som måske kunne være bedre. Jeg kan blive usikker på, om det er godt nok. Det er nemmere at forholde sig til andres ting.”

På Biennalen kan Lea Mi Engholms arbejde faktisk opleves to steder, for hun går i dialog med kolleger om arbejdet i kunstnerkollektivet VERSUS. som Lea Mi været med til at starte. Da hun blev færdiguddannet, fik hun tildelt et ophold på Guldagergaard. Her mødte hun keramikere fra alle tre skoler, Kolding, København og Bornholm:

”Vi faldt bare i hak, og vi kunne godt tænke os at blive ved med at arbejde sammen og holdt kontakt efter Guldagergaard. Sådan opstod VERSUS. Vi har virkelig en god gruppedynamik og har sat en del udstillinger op. Vi er nogle arbejdsheste alle sammen.”

Om Lea Mi Engholm
Lea Mi Engholm er keramiker og har udstillet på blandt andet Charlotteborg Forårsudstilling og The Nordic Craft Pavillion i Paris. Hendes værker er ofte en undersøgelse af og dialog med leret som materiale. Hun er uddannet på Designskolen i Kolding, og er desuden en del af kunstnergruppen VERSUS.