Bær tiden om halsen
Oprindeligt syntes Katrine Borup, at rav var et lidt kitschet materiale til smykker, men nu ligger der store dråber hærdet harpiks indeni kulsorte halssmykker fra hendes hånd, og på Biennalen 2017 vil hun vise de timeglas- og pendulsmykker, som hun med stor omhyggelighed har syet af brændte tændstikker og perler af rav.
Af Kirstine Autzen
For rundt regnet 30 – 50 millioner år siden dryppede harpiks fra træerne ned i skovbunden i et stort område i Nordeuropa blandt andet dér, hvor Østersøen ligger i dag. I dag sidder Katrine Borup i København og udforsker disse fortidsperler med en nysgerrig fascination. Hvis årets tema for Biennalen rummer en bekymring for et effektivitetssammenbrud i vores samtid, så kan arkitekt og smykkekunstner Katrine Borups værker måske sætte et lidt længere perspektiv op. Hun skaber unikasmykker i hverdagsmaterialer – men ofte til andre dele af kroppen end lige hals, fingre og ører, og hendes proces er præget af en investering af tid.
At genopfinde et materiale
En invitation fra udstillingsstedet Bærbart til at skabe værker med rav kastede Katrine Borup ud i både fysiske undersøgelser af ravet og i en grundig research. Hun blev fascineret af disse souvenirs fra vores fortid.
For at komme i gang med ravet kastede Katrine Borup sig over en ravkæde, hun fik foræret, og som nu blev underkastet en række eksperimenter. Ved at slibe og skære i den forstenede plantesaft opdagede hun en række egenskaber, hun ikke kendte til: der bredte der sig en særlig duft, og det gik også op for hende, at de små tidskapsler stadig var i en forandringsproces. Den mørke, orange farve, som de fleste kender fra ravsmykker, stammer fra en oxyderingsproces, som ravet konstant er udsat for. Under den mørke overflade fandt hun en helt lys gul farve, og når nogle af ravperlerne flækkede, afslørede der sig marmorerede strukturer inden i.
Hendes research bragte hende tilbage til de tidligste samfund i Norden. Vist har rav været brugt som dekorative smykker, men en stor del af oldtidens rav har ifølge eksperterne været brugt til religiøse formål, fx som offergaver. Den historiske viden ringede rent hjem hos Katrine Borup og hendes eget forhold til smykker:
”Jeg er mere optaget af betydning end af dekoration. Jeg kan ikke lade være med at se en sammenhæng imellem jægerstenalderens udsmykninger af ravet og min egen brug af tidsmæssigt krævende arbejde som en vigtig måde at tilskrive værdi på”, fortæller Katrine Borup. I dag er Katrine Borup forundret over, at der ikke er flere moderne smykkekunstnere, som har taget udfordringen med de gyldne oldtidsdråber op.
Da ravet var kommet rigtig under neglene på hende, ledte hun efter et materiale som akkompagnement. Træ var et naturligt valg, fordi det kunne bringe tankerne hen på de træer, som harpiksen stammede fra. Efter forsøg med fyrrenåle, kom hun i tanke om tændstikker. Rav kan brænde – på tysk hedder rav bernstein, og på svensk bärnsten, som direkte oversat betyder brændesten. Brændende rav dufter aromatisk, og rav er da også i familie med oldtidens røgelse kaldet myrra, og dér kom en naturlig forbindelse til tændstikkerne. Ved at brænde tændstikkerne meget omhyggeligt og kun bruge dem, som stadig var helt lige efter brænding, havde hun skabt sig et modul, som hun kunne bygge strukturer af – en formgivningsproces, som hun ofte har benyttet. Hun fortæller igen om forbindelser til det historiske:
”I bondestenalderen dyrkede man forfædrene, og ’De døde sjæles landsbyer’ har sikkert spillet en vigtig rolle i forfædrekulten. Det var store, palisadeomkransede samlingssteder, som helt sikkert har krævet flere små bondesamfunds samarbejde at udføre. RAV I DEN er inspireret af disse samlingspladser. Jeg har dyrket det monumentale i smykkerne og forestillingen om, at de er en slags ’bygningskonstruktioner’. Samlingernes besnøringsagtige karakter er også inspireret af dette. Mine timeglas hænger på kroppen, sådan at ravklumpen er placeret ud for navlen – et lille nik til dyrkelsen af forfædrene i bondestenalderen”.
Investering af tid og omhyggelighed
Tændstikkerne knyttes forsigtigt sammen til små måtter, som så rulles udenpå hinanden og samles med tværgående tråde. Mens arbejdet foregår, drysser askestøv ned under tændstikkerne. Det var i en tegnet skitse af konstruktionen af timeglassene, at hun opdagede de hulrum i midten, hvor ravet kunne placeres som en hemmelighed. Siden har snorene udviklet sig til også at udgøre kæden, og i et af værkerne er tråd et element for sig selv som en art bevoksning. Tændstikker, tråd og så det kitschede rav er altså de centrale og ganske ukostbare materialer:
”Udgangspunktet for mit materialevalg er genkendeligheden. Jeg kan godt lide at tage helt almindelige hverdagsobjekter, og så udsætte dem for en meget omstændelig proces, også ud fra et ønske om at udvide smykkebegrebet. I 1960’erne blev det moderne at bruge andre materialer end de klassiske metaller. Det var nyt og lidt ’vildt’ at man kunne lave smykker af gummi. Og måske kunne man så ikke samtidig sprænge typerne. Jeg tænker, at nu har vi vænnet os til, at man kan lave smykker af plastik, så er vi ikke klar til også at udfordre placeringen på kroppen? Jeg befinder mig ofte på kanten af den almindelige forståelse af, hvad et smykke er. Jeg er optaget af at spørge til grænserne. Kan et smykke være noget, som forvitrer hurtigt, eller skal et smykke være noget, der holder igennem generationer? Historisk tyngde er for mig kun én ud af mange måder at tilskrive værdi på. Mange timers arbejde, omhyggelighed og omsorg kan også være værdiskabende.”
Katrine Borups smykker diskuterer ofte netop værdien af materialer og vores opfattelse af kroppen. I tidligere værker indgår fx lokker af hendes eget hår i værket ”To be continued” fra 2001 og afklippede fingernegle i ”Jeg afskediger al viden og kultur… jeg tænker kun på de tre døde lam” fra 2009. Hun har lavet smykker, som bæres på knæet, rundt om maven og på ryggen:
”Jeg ser mine smykker som en slags stedsspecifik kunst; jeg forholder mig til kroppen som fysisk form – som arkitekten, der skal komplementere et sted eller et landskab – men jeg er også optaget af de fortællinger, der knytter sig til kroppen, ofte til spørgsmålet om identitet, og til hvad det vil sige at være menneske.”
Tilbage til det flydende
”For mig udspringer det at lave smykker af nysgerrighed. Det er en undersøgelse af alt muligt, der undrer mig, og de er til beskuere, der vil undres sammen med mig”, fortæller Katrine Borup.
I skrivende stund arbejder hun videre med værker, som udspringer af timeglassene og pendulerne. Det ravstøv, som fremkom ved slibning af ravet, har hun gemt, og lige nu forsøger hun at støbe det ind i resin, så materialet igen minder om det flydende harpiks. Hun har taget billeder af afskårne stammer, hvor enderne var harpiksfyldte, og hun laver eksperimenter med resin og ravstøv for at se, om hun kan genskabe oplevelsen af det flydende materiale:
”Den slags kunsthåndværk, jeg laver, er hverken billedkunst eller brugskunst, men noget midt imellem. Det er vigtigt for mig, at man kan tage mine smykker på og faktisk bære dem, men de er hverken praktiske eller funktionelle, og mange af dem vil gå til forholdsvis hurtigt. Jeg tænker hele tiden, at det er vigtigt, at vi er nogen, der gør noget, som hverken kan betale sig eller giver mening ud fra new public management-strategier. At vi insisterer på, at der er andre ting i verden, som godt kan have værdi, selvom det ud fra de ’almindelige’ parametre slet ikke giver mening.”
Kunsthåndværket går i kirke
Katrine Borup er også aktuel som kurator af udstillingsrækken TIL STEDEt i Bagsværd Kirke. Her viser udvalgte kunsthåndværkere og designere værker skabt til Utzons bygningsværk:
”Jeg tror, at kunsthåndværkere kan noget andet, når de forholder sig til et konkret rum, end både arkitekter og billedkunstnere kan, fordi vi netop er så meget nede i materialesubstansen. Hvor arkitekter og billedkunstnere kan have en tendens til at tænke mere i koncepter eller overordnede dialoger med rummet, så er det måske mere en art bottom-up-proces, når kunsthåndværkere går i dialog med rummet. Jeg tænker også TIL STEDEt som et ’politisk’ projekt, fordi jeg synes, at kunsthåndværkere bliver brugt for lidt i udsmykningssammenhænge. Selv er jeg først og fremmest optaget af dialogen med arkitekturen, men det er klart, at bygningens funktion som kirke også påvirker rummet og de udstillede objekter, som når Marianne Nielsen lige nu viser vilde porcelænsblomster, der står på gulvet, så taler det jo med vores tradition for blomster i kirkerummet.”