En bro af ler mellem ny teknologi og tradition
”Vi må finde potentialer mellem ny teknologi og klassiske arbejdsformer. Vores værker til Biennalen kan ses som et oplæg til, hvordan man kan binde disse to verdener sammen”. Sådan siger Flemming Tvede Hansen om sin deltagelse i Biennalen, hvor han udstiller værker skabt i samarbejde med CITA.
Af Kirstine Autzen
Biennalen 2017 har temaet ”Liquid Life”, et begreb lånt fra den polske sociolog Zygmunt Bauman. I årets open call inviteres udstillerne til at reagere mod den samfundstendens, at vi gennem teknologi og udvikling effektiviserer os ihjel. Et af værkerne på udstillingen, ”Filigree Robotics”, er skabt af keramiker og lektor ved Kunstakademiets Designskole Flemming Tvede Hansen og Centre for Information Technology and Architecture (CITA), Kunstakademiet Arkitektskole. De samarbejder om at udvikle en formgivningsproces mellem menneske og teknologi, som har kroppen i fokus.
I værket folder porcelænsler sig ud i et mønster, der minder om både hvælvinger og filigran. Strukturen er frembragt af en computeralgoritme på baggrund af en model, Flemming Tvede Hansen har formet i hænderne. Modellen bliver scannet, og en specielt udviklet algoritme tolker scanningen. Tolkningen bliver til en kompleks struktur, som siden 3D-printes. I praksis sættes der først et scannerhoved på en 5-akslet robotarm, og bagefter erstattes det af et printhoved, som laver tynde baner af ler. Martin Tamke, Esben Clausen Nørgaard, Henrik Leander Evers fra CITA har bidraget med udviklingen af software til formgivningen, og Flemming Tvede Hansen har som keramiker lavet det håndlavede input til maskinen og udviklet håndteringen af leret – men det er blevet til et tæt samarbejde igennem flere år, og der er flere projekter på vej.
Kroppen skal med
Undervejs i arbejdet har gruppen udviklet en symmetrisøgende algoritme, som reagerer på skævheder i det håndmodellerede grundlag ved at skabe små glidninger og forandringer fra symmetrien. I processen har Flemming Tvede Hansen lært algoritmen bedre og bedre at kende og udviklede sin dialog med computeren gennem arbejdsprøver:
”Det er jo tit små skævheder, der gør det masseproducerede interessant”, fortæller han og fortsætter: ”Det er dem, der bliver forstørret her. Computeren bidrager til at skabe den høje kompleksitet, og interaktionen bringer kroppen ind i processen. Kropsligheden er det springende punkt, når vi har med teknologi at gøre. Vi skal formgive gennem kropslige handlinger.”
Værkerne er bygget op omkring centrale højdepunkter, og derudfra går hovedarmene i formen. Flemming Tvede Hansen, Martin Tamke, Esben Clausen Nørgaard, Henrik Leander Evers har visuelt lagt sig op af både et smykkeudtryk i det filigrane men refererer også i værket til arkitekturmodeller, og de undersøger i projektet principper omkring materialitet og ornamentik, skygge og lys, rum og hvælving:
”Det, der er anderledes ved denne printteknik er, at vi ikke arbejder med print på et fladt underlag. Vi arbejder med et kurvet og håndmodeleret underlag, som vi scanner og lægger ind i programmeringen. Normalt foregår denne printteknik nemlig på et horisontalt underlag. I denne sammenhæng bliver det modellerede underlag desuden både input, printunderlag og brændingsunderlag. ”, fortæller Flemming Tvede Hansen.
Metaformgivning
Flemming Tvede Hansen detailformgiver ikke i denne type proces. Han søger tværtimod en metaformgivning, som han kan forme igennem dialogen med computeren:
”Det gælder om at identificere og udvikle et fyldigt, dynamisk system. En metaformgivning af et system baseret på materiale og teknologi, der fysisk kan udfolde sig i et utal af variationer. Det er som essensen i kunsthåndværk; at kunne identificere potentialer i materialer og teknikker. For mig ligger denne her metaformgivning en oktav højere end formgivningen af det egentlige værk. Vi ønsker at flytte den grundlæggende tænkning; det, det er muligt at generere og tænke, nye universer og præmisser for oplevelsen af verden. Det er dér, fascinationen ligger for mig. På Biennalen er værkerne det centrale. Det er det ypperste, vi kan præstere med vores dynamiske system her omkring ler, software og 3D-print. Her står det, og det er udstillet med et åbent udsagn. De leger med skalaspringet: ser vi dem som smykker, objekter eller arkitekturmodeller? Hvad skal et kunsthåndværksobjekt i dag? Det smykker måske vores hjem og leger med termen ’smykke’ der. Det leger med arkitekturen ved at kunne hænge på væggen i et spil med rummet og lyset.”
Tvede Hansens første samarbejde med CITA handlede om, hvordan kroppens bevægelse kan informere til digital formgivning. I starten kunne printeren ikke standse strømmen af ler i printprocessen, men printede i én kontinuerlig bane, men med tiden kom der et system, som kunne standse leret. Gennem sådanne fremskridt og eksperimenter har samarbejdet udviklet sig. Keramikeren fandt i CITAs måde at arbejde på ligheder med hans egen arbejdsform. Også CITA skaber prototyper og bruger fysiske materialer og teknikker til at være i dialog med software på. Det gav mulighed for et tværdisciplinært samarbejde. I udviklingen af projekterne skaber de nye typer redskaber og algoritmer til projekterne, og udformningen af det digitale værksted er en stor del af selve håndværket. Softwaren modellerer de til at passe til ideerne, som var det i selv et materiale:
”Udviklingen af projektet er delt op i faser, selvom vi gerne så dem flyde mere og mere sammen. Endnu genererer vi den digitale form først og siden hen printer den. Grænserne mellem teknik og materiale bliver slørede; Robotten, extruderen og scanneren er redskaber, og selvom softwaren også er et redskab, så skulle vi lave den først, så på den måde er det også en slags materiale. Vi skulle finde ud af, hvordan det skulle opføre sig. Mange af vores projekter bliver ikke til konkrete produkter. Det er forskningsprojekter, så når ideen er eksemplificeret, så fortæller det historien om det mulighedsrum, det rummer. Meget af det arbejde, der foregår her, består i at understøtte kunstnerens, designerens og arkitektens arbejde, men her er der også et produkt, der taler for sig selv.”
Brobygning til fremtidens design
Flemming Tvede Hansen har en ph.d. bag sig med fokus på integration af digital teknologi i keramisk formgivning. Han undersøgte, hvordan man kan udnytte den fysiske omgang med et materiale i den digitale proces. Han brugte forskellige typer software, men det mest optimale viste sig at være at generere softwaren selv, ligesom han genererer materialesammensætningen selv i det almindelige arbejde som kunsthåndværker. Inspireret af den dialogbaserede interaktivitet i spilteknologi udforskede han i ph.d.-projektet, hvordan hånden kan gøre noget sammen med computeren, fx 3D-printede produkter som en slags ekko af håndens bevægelser. Siden udviklede han sammen med studerende projekter, hvor stemmen var udgangspunkt for formgivningen. Emnerne blev printet i plastik, for det var 2006-10, og her var printteknologien ikke udviklet til ler endnu.
Når håndens arbejde møder digital teknologi, så skabes nye muligheder inden for både arkitektur og produktdesign. På workshops har Flemming Tvede Hansen sammen med studerende forsøgt at kombinere fx den støbte produktionsform med 3D-printet ler, og i forlængelse af projektet ”Filigree Robotics”, som vises på Biennalen, er Flemming Tvede Hansen og CITA nu i gang med et nyt projekt. Her stræber de mod at designe de printede lerdele som moduler rettet mod arkitekturen i feltet mellem den strømlinede produktion og det håndlavede:
”I det nye projekt, vi arbejder videre med nu, arbejder vi frem mod moduler til byggeriet. Nu kan man fx udforme 500 forskellige moduler, der tilsammen skaber en hel arkitektur. Modulerne behøver produktionsmæssigt ikke længere at være ens, da man kan inkorporere i programmeringen, at computeren skal printe forskellige moduler, der passer sammen. Vi skal tage ejerskab over teknologien. Det er et redskab som alle andre redskaber. Det har en højere kompleksitet, og den skal ikke erstatte noget, snarere tilføje noget. Teknologien tager over i megen produktion og dominerer vores design, men hvordan kan vi undgå skellet mellem det klassiske og de nye principper? Hvordan kan vi bygge bro mellem de verdener, vi designer i? Hvordan kan jeg bygge bro mellem specialiseret viden om keramiske processer og ny teknologi – det er de centrale spørgsmål i mit arbejde.”