Interview: Aftryk mellem unika og produkt
Aftrykket af et lille fossil i en stenalderøkse var med til at sætte tekstilkunstner Vibeke Rohland på sporet af de fortællinger, som hun finder i arbejdet med mønstre i både unikaværker og designprodukter. Sporet fører fra de ældste kollektive samfunds udtryk til samtidens visuelle fortællinger.
Af Kirstine Autzen
De tekstile værker bliver til i hendes værksted i København, hvor hun fylder det store trykbord med både rammetryk og arbejder på papir. Her har hun skabt værkerne i ”Cross Roads”-serien, hvoraf to kan ses på Biennalen, i et møde mellem det industrielle produkt og unikaværket.
”Jeg er virkelig nysgerrig. Mine børn har altid sagt: ”Lad nu være med at kigge”. Jeg kigger og laver måske en lille note i en af mine skitsebøger. Men jeg ved som regel, hvor jeg kan finde det igen.”
I værkerne ”Cross Roads/Scott” og ”Cross Roads/Black”, som Vibeke Rohland viser på Biennalen, sker en sammensmeltning af kunstneren og designeren. Det ene værk er et håndtrykt mønster oven på kraftig, ægte denim, vel at mærke på bagsiden, der hvor den sorte og den hvide tråd mødes.
”Ægte denim kan man næsten ikke få mere. Jeg kunne godt lide grovheden i det. Der ligger også et spil i, at det er et brugstekstil, som jeg gør noget ved. Jeg har altid været vild med denim, jeg kan godt lide jeans og det brugsegnede.”
Teknikken i ”Cross Roads/Black” er udviklet igennem talrige forarbejder på papir og tekstil.
Det andet værk har som grundlag et stykke af ”Scott”, et møbeltekstil, som hun har designet for Kvadrat. Det består i sig selv af mange farver, og oven på tekstilet har Vibeke bragt sit tidlige forlæg for designet tilbage til det færdige produkt. Tekstilet ”Scott” blev til på initiativ af Kvadrat, som bad om et tekstil af et bestemt antal farvede tråde i trend og skud, men som ikke skulle bestå af et mønster. Vibeke Rohland fik tilsendt alt det garn, Kvadrat havde inden for den kvalitet, hun skulle bruge, og fik over hundrede farver. I arbejdet opdagede hun en af sine tegninger i værkstedet, hvor hun først havde malet forskellige farver i lag, og derefter næsten dækket dem igen med et tyndt lag af én lys farve. Designet endte som en vævning af fem forskellige farver tråd i hver retning i et møbeltekstil, som er produceret i en lang række farvetoner. Mønstret, en form for vævet tern i mange farver, opløser sig til en tone. På den måde viser biennaleværket en cirkulær bevægelse fra skitse, til designprodukt og tilbage til unikaværket.
Til højre i billedet ses forlægget til ”Scott”, som Vibeke har designet for Kvadrat. Til venstre ses procesarbejder fra udviklingen af ”Cross Roads/Scott”. Foto: Kirstine Autzen
”Scott” består af tråde i forskellige farver, som tilsammen giver tekstilet en tone. Til venstre ses eksempler på, hvordan Vibeke Rohland har lagt nye lag farver ovenpå brugstekstilet. Foto: Kirstine Autzen
De store baner tekstil udgør et billedformat i værkerne på udstillingen. Inden for det format sætter Vibeke Rohland en ramme op for, hvordan hun vil arbejde, men hun føler sig ikke sikker på resultatet, før det er gjort:
”Jeg kan gøre det nok så mange gange inden, men når det endelig skal gøres i det store format, så kan man ikke lave forarbejder. Det er meget svært at styre lagene. Jeg søger det rigtige flow. Dét interesserer mig, når jeg trykker med en ramme: usikkerheden, flygtigheden, den lille forskellighed i gentagelsen. Det er ikke interessant at have en mekanisk gentagelse. Rytmen opstår i den lillebitte forskellighed.”
Fra de tidligste tiders ornamenter
I sit arbejde er Vibeke Rohland inspireret af den fortælling, der ligger i mønstre og rytmer, og hvis historie går via ornamentet og helt tilbage til de tidligste billeder, mennesket har skabt. I hulemaleriernes gentagende motiver som sammen danner en form for ornament på en væg.
”En af mine favoritter, den engelske keramiker Grayson Perry, fortæller i et interview om nogle hulemalerier, som findes i Normandiet, og som blev fundet for ti år siden. I Werner Herzogs dokumentar ”Cave of Forgotten Dreams” kan man se, hvor fuldstændig forfinet, det er lavet. Der er vi altså 30.000 år tilbage.”
Det var faktisk var der også et helt tidligt aftryk involveret i den unge Vibeke Rohlands vej ind i tekstilverdenen. Som kunsthistoriestuderende blev hun stærkt optaget af ornamenter og af folkloren, hvor man kunne se aftrykket fra mennesket. I bogen ”The Language of Ornament” fandt hun i introduktionen et billede, som ramte hende: et lille fossil af en muslingeskal i en sten, som en af vore forfædre havde hugget til en håndøkse. Igennem ornamentet fandt hun vej ind i tekstilverdenen til aftryk af mennesker og mønstre med fortællinger.
”Jeg bliver fascineret, når man kan se, at nogen i en lille landsby har arbejdet med nogle tegn, farver og mønstre, fordi de kunne udvikle farverne der, hvor de boede, og mønstrene også er formet af omgivelserne. I mit arbejde vil jeg ikke kun opnå form. Det handler mere om fortællingen i mønstret.”
Mellem unika og produkt
Herfra har hendes udvikling bevæget sig som svingninger mellem det stramme, rene symbol og de sanselig, åbne farver, mellem det unikaprægede arbejde i værkstedet, og de muligheder, industriel produktion har kunnet tilbyde.
”Jeg kan lide, at man kan trække noget ud af et unikt udtryk og gøre det til et produkt med en almen nyttelse. Helt fra starten trykte jeg på mine jeans, mine t-shirts. Det var det mest nærliggende at gøre.”
Forholdet mellem tekstilet og kroppen er også med i udviklingen af viskestykker, håndklæder og sengetøj; de tekstiler er tæt på kroppen hele tiden. Her kan et element leve længe og forandre sig over tid:
”Jeg tager ting frem, som stadig har noget i sig som symbol eller tegn, hvis jeg tænker: ”Det er ikke færdigt, det kan klare mere”, og jeg forbinder dem med hinanden. Det kan for eksempel være Barbiedukkerne, BH’erne og røntgenfotos, som jeg benyttede i 1990’erne.”
Et godt eksempel på udviklingen i hendes arbejde er ”Plus-Minus”. I 1993 lavede Vibeke Rohland værkerne til udstillingen ”Plus-Minus” efter nogle år Paris. Her havde hun arbejdet med interiør og haute couture i en forfinet, floral æstetik, og med en blanding af lækre stoffer sammen med nogle grove ditto. Efter at have tilbragt en tid i en mangfoldighed af mønstre og farver, kom hun tilbage til Danmark med et behov for at ’gå ind til benet’.”
Så hun skabte ”Plus-Minus” uden egentlig at vide, hvad det var. Hun havde en overflod af materiale med sig hjem i kufferten, som hun måtte finde en essens i. Ud af denne proces kom en udstilling på Gl Strand i 1993 og året efter en mere, hvor hvide baner stof med store plusser og minusser i rød, sort og hvid blandede sig med små symboler. Disse værker er siden blevet til flere designs til blandt andet håndklæder.
”Jeg var meget fascineret af de helt enkle symboler, som var så kraftfulde og som fungerede, når man gentog den, og når de ikke havde den der nøjagtighed, som de små minusser ind i mellem, som snakkede til ornamentikken. Det var et mønster, som fortalte en historie.”
Når svingninger i værkstedet går i retning af designprodukt og industriel produktion oplever Vibeke Rohland, at man i produktionen har udviklet mange nye metoder, som er med til at mindske afstanden mellem unikaværket ved arbejdsbordet og industriel produktion, fordi der er kommet en sensibilitet i det industrielle, som måske ikke var der før.
”Det kræver, at man taler med de rigtige, som er rede til at tage den del af udfordringen op. Så sker der noget magisk. Det industrielle kan være en ekstra mulighed for at se det blive bragt videre ad en anden vej, som er fantastisk. At arbejde med nogen, som kan tage tråden op og seriøst producere et kvalitetsprodukt. I arbejdet med unikaværket betyder det, at jeg stadig kan kigge på produkterne og tænke: ”det fungerer”.”
Om Vibeke Rohland
Vibeke Rohland er tekstilkunstner og designer med eget studio siden 1995. Rohland har udstillet sine værker på udstillinger i ind- og udland, og desuden designet for blandt andre Kvadrat og Georg Jensen Damask. Uddannet på Danmarks Designskole.
Om Kirstine Autzen
Freelance fotograf og skribent, som igennem en årrække har formidlet kunstneriske arbejdsprocesser igennem artikler, fotografi, video, blandt andet som formidlingsansvarlig på Statens Værksteder for Kunst, men også på kunsten.nu, i magasiner og i arrangementer. Sideløbende med dette har Kirstine Autzen en selvstændig kunstnerisk praksis.
