Interview: Mine ting vil gerne i dialog

Smykkekunstner Marie-Louise Kristensen arbejder ofte helt fordybet med udgangspunkt i personlige historier og digtede associationer. Med en udpræget sans for at gøre observationer og digte videre på dem skaber hun værker, som sætter fokus på vores nære, danske hverdag som en sanselig, erindringsmættet erfaring.

Af Kirstine Autzen

”Jeg ser nogle ting, som andre ikke ser. Der var en, der sagde til mig: ”det er jo helt vildt, hvad der foregår inden i dig”. Det tænker jeg jo ikke på. Jeg får øje på noget, og så kan det ikke slippe mig. Det føles meget naturligt for mig selv at have historier i hovedet. ”

Ideerne til værkerne på Biennalen begyndte at tage form, da Marie-Louise Kristensen malede i sin nye lejlighed og fik øje på rørsamlinger, radiator og armaturerne til håndvasken. Danfoss-ventilen føltes, som om den altid har været i baggrunden. Det satte gang i tankerne: hvad kommer der ud af den? Der kommer varme i lejligheden, men hvad nu, hvis der kom noget andet ud af den? Så kom lysten til at fortælle en historie om nogle rør, hvor der kommer ’noget andet’ ud.

Detaljefreak
I værket ”Christmas Came Early This Year” tog Marie-Louise Kristensen fat i Steltonkanden Cylinda-Lines håndtag, som havde ligget og kildet i hendes bevidsthed i lang tid: ”Jeg synes, det er så flot. Jeg er jo detaljefreak, så her var det håndtaget, jeg får øje på. Eller Eva Trio-gryden. Og armaturet. Jeg skulle have nyt badeværelse, og der åbnede sig en verden af armaturer, og de har meget forskellige priser, uden at man helt forstår hvorfor. Jeg skulle afsted til Schmuck i München, og da vi gik og kiggede på udstillingerne, kom tanken, at måske havde folk det lidt på samme måde, hvis de kom og så en smykkekunstudstilling, som jeg havde det med armaturerne. Man bliver jo nødt til at sætte sig ind i ting, før man kan aflæse dem.”

Hverdagspoesi
Hvis man synes, man har stiftet bekendtskab med ordlyden af titlerne på værkerne før, kan det skyldes, at de også er hentet fra vores nære hverdag. De er klippet ud fra Marie-Louise Kristensens spammails: ”Vi har det her mailsystem, som fungerer ret smart. Så er der et univers ved siden af, hvor det er robotter og alt muligt, som sender mails ud. Jeg begyndte bare at gemme nogen af dem, jeg ikke kunne lade være. Lige pludselig hoppede de også med ind i det her, og det blev jeg så glad for. Hvis man har blik for det, ligger der meget poesi i det.”

Marie-Louise Kristensens arbejde former sig som en personlig undersøgelse af emner og observationer, der optager hende. Hun har for øje, at det ikke skal være hendes private fortælling, der skinner igennem. Det skal ud i et offentligt rum. Det skal have en åbenhed, så andre kan møde og aflæse det. Mødet mellem den personlige historie og det offentlige virke som kunstner har udviklet sig igennem tiden, og i perioden omkring 2011 skete der et skift. Her skabte hun skabte ”Copenhagen Ducks” baseret på en ulykkelig kærlighedshistorie, hun var i gang med at bearbejde. Undersøgelsen gik indad, men den gik også ind i materialer og skalaforskydninger i jagten på at give tingene flere lag end det konkrete. Ved at tage et genkendeligt objekt lokker hun beskueren til. Lader man blikket hvile to sekunder længere, så ser man, at der står noget på skraldespanden, og at der stikker et par andefødder op:

”Hvis man giver sig selv lidt mere tid, så er der mulighed for at dykke ind i de her lag og begynde en egen refleksion også. Det behøver ikke at være den samme som min. At gå fra det private til det almene. Det synes jeg, er det interessante. At fortælle historier i et ordløst, tredimensionelt univers.”

Marie-Louise Kristensen bruger titler til at lede beskueren på vej. Tingene skal have en åbenhed, hun har lyst til at give hints, men ikke at lægge hele den personlige historie bag frem i lyset.

”Man kan ikke vide, hvordan andre læser et værk. Hvis jeg prøver at give en besked – hvor meget bliver der så fanget op? Det er ok, at jeg har mit, og I har jeres læsning. Så må I møde det, som I vil. Folk så ”Copenhagen Ducks”, og der kom nogle reaktioner, hvor folk læste det på en anden måde, end jeg gjorde, og det var dejligt.”

Håndens arbejde
I udviklingen af værkerne betyder det meget for Marie-Louise Kristensen selv at kunne lave hver enkelt del. Hun har det fint med de skævheder, der viser, at det er lavet i hånden, fordi arbejdsprocessen er så vigtig for hende. Tanken om at tegne værkerne op i 3D og få dem støbt er fremmed for hende: ”Det er ikke den dialog, jeg søger. Jeg tror på, at mine hænder finder nogle svar, som jeg ikke ville kunne finde i computeren. Fejlene tilføjer måske den sitren og følelsen af at det er skabt af menneskehånd, som jeg tilstræber i mine arbejder.”

Den tætte relation mellem hun selv som kunstner og værket har Marie-Louise Kristensen haft med sig fra hendes første skridt i retning af et liv som smykkekunstner.

Hun ville være billedhugger, men hun fik meget dårlig ryg. Hendes far stak hende en bog om en guldsmed og foreslog, at hun gik ned i format. Ryggen blev bedre, og hun søgte ind på akademiet, men fik afslag, og så tænkte hun igen på guldsmedefaget, som har nogle af de samme rumlige og kropslige kvaliteter som skulpturen. Siden opdagede hun Institut for Ædelmetal, det gav hende en ramme omkring unikaet og de personlige lag i det kunstneriske arbejde. Overgangen til det nye medie skete frisatte hendes tanker og klassiske skoling – smykkerne gav plads til det fortællende element og humoren.

I hendes motivverden af hverdagsdesign og designikoner findes den danske hverdag, som de fleste kender den. Hun har en særlig opmærksomhed omkring danske design, som hun forbinder med barndom, og som i hende kan vække en nærmest taktil forståelse.

”Det har en meget dominerende rolle i vores verden. Jeg prøver at indfange noget, der knytter sig til erindringen på en lokkende måde. Det er godt nok et smykke, men ”se, det er bare en stol”. Så spiller humoren ind, for smykker plejer at være sådan noget enormt fint, og så er det bare et lillebitte håndtag. Jeg er ikke ude på at gøre folk utrygge. Jeg vil gerne snakke med dem. Mine ting vil gerne i dialog.”

Inspirationen til denne dialog finder hun i dag blandt andet i John Lurie’s tegninger, hos skulptøren Fredrik Raddum og i performancekunsten. Særligt i nogle kvindelige performere i Danmark, Molly Haslund og Mette Kit Jensen fx, hvor hun kan spejle sig i humoren og kvindeligheden sat på spidsen. I et smykke er der mulighed for, at bæreren af smykket bliver en slags performer. Folk knytter deres egne historier til det og bliver grebet af det humoristiske islæt. Det kræver omvendt, at man skal have lyst til at delagtiggøre andre i de historier, som smykket kan bære på.

”Derfor er det sjovere, at andre har dem på, end at jeg deler min historier. Jeg har nogle gange lidt svært ved at gå med dem selv, for det vigtige er ikke min historie men den, der opstår. Der opstår en intimitet, som kræver, at du bliver nødt til at gå tættere på. Det sætter flere sanser i gang. Der er et helt fantastisk spændingsfelt. Mange er meget traditionelt tænkende omkring smykket, og det prøver jeg så at forandre.”

Om Marie-Louise Kristensen

Marie-Louise Kristensen skaber unikasmykker i et humoristisk og fortællende univers, som blander det eksklusive med det hverdagslige, både i motiv og i materialer. Uddannet fra Institut for Ædelmetal i 2004 og arbejder i København.