Both sides now//nomineret til Biennaleprisen

Ida Wieth
www.idawieth.com

I værkserien Both sides Now kombineres det kunstnerisk poetiske med håndværkerens konkrete kendskab til materialer og teknikker. Sammensætningen af glas, træ og keramiske elementer danner tilsammen et ekspressivt og emotionelt udtryk.

”Jeg forholder mig til det sammensatte og flersidige i ting. Hvordan der altid er en anden side, og hvorledes denne kan tage sig forskelligt ud afhængig af forestilling, perspektiv og sansning.”
– Ida Wieth

Glaselementer udformes, smeltes og sammensættes påny med nye materialer i keramik og træ. På den måde opbygges objekterne i lag, hvor de nye materialer kommer til at fungere som formmæssige spejlinger.

Objekterne består af varmt blæste og trukne glasstænger tilsat metaloxyder. Efterfølgende er de tvundet sammen med tynd kobbertråd, og smeltet sammen igen. Tråden er af samme oprindelse, og fremstår i både sin brændte og ubrændte klare form – herved understreges foranderligheden af bearbejdede og sammensatte materialer og perspektiver, sat i scene gennem forbundne materialer.