Det Evige Øjeblik

Anne Damgaard
www.annedamgaard.dk

Materialer: Morphotex-polyester og håndvævet gaze i hamp med digitalprint

Projektet handler om at indfange poetiske øjeblikke og manifestere dem i en kjole ved at opstille rammer og betingelser for, at disse øjeblikke kan opstå og fastholdes i fotografi eller tredimensional form på en krop. Materialer og teknikker bærer præg af både fart og langsommelighed. Farten ligger i det højteknologiske Morphotex, i dets produktion og i dets udtryk, som samtidig afspejler det flygtige i en sommerfuglevinges refleksioner af lys, skabt via en forskers grundige laboratoriestudier i Japan. Hampen er også japansk, men tidskrævende håndvævet efter gamle traditioner, og når digitaltryk tilføres, sættes farten op igen.

Disse tanker om tid, brug af tid og indhold i tid inspirerer mig i udviklingsarbejdet og knytter sig til temaet for biennalen, ”Liquid Life”, og Zygmundt Baumans teori om ”Liquid Modernity”, der anskuer modernitet som en altid temporær, omskiftelig og skrøbelig størrelse.