Tråd til Tiden
Dorte Østergaard Jacobsen
https://dortejakobsen.com
”Min mor efterlod en masse broderigarn; rester fra de mange broderier, hun gennem årene har syet. Da landet lukkede ned, fandt jeg posen med garnet frem. Det var som at tage en tur ud ad mindernes gader. Hver dag gik jeg en bestemt rute og broderede med min mors broderigarn; ruter og spor, lag på lag. Broderi tager tid, og nu var der pludselig oceaner af tid. Jeg efterlader syv broderier fyldt med fællesskab, minder og eksperimenter, som så igen kan inspirere andre til at give sig tid – til det langsomme, til refleksionen, til drømmene – til det, der tager tid.”
Tråd til Tiden består af syv broderier, syv små fortællinger, syet på satinvævet uldstof med arvet broderigarn, rester fra barndommens julekalendere, blomsterduge, påskeløbere, klokkestrenge og familiens lille taburet.
Dorte Østergaard Jakobsen: Tekstildesigner, uddannet fra Skolen for Brugskunst (i dag Det Kongelige Akademi – Design), 1984.