White Gold

Ane Fabricius Christiansen
www.anefabricius.com

 ”Jeg har fordybet mig i en undersøgelse af bornholmsk kaolin, en jordart, der fortæller over 250 års danmarkshistorie. Kaolin er hovedingrediensen i porcelæn, der gennem tiden er blevet kaldet ‘det hvide guld’. Den bornholmske kaolin indgik for eksempel i Den Kongelige Porcelænsfabriks tidlige porcelænsproduktion allerede tilbage i 1775. Kaolinen indeholder en del urenheder som sand, jernmineraler og planterødder, derfor kunne man ikke opnå det fine, hvide porcelæn, som man eftertragtede dengang, og Den Kongelige gik til sidst væk fra at bruge det, for i stedet at importere en renere kaolin fra udlandet. 

I dag er idealerne nogle andre. Med afsæt i den kulturhistoriske arv har jeg arbejdet eksperimenterende med kaolin fra Bornholm, porcelæn og glasurmaterialer, og fremviser fortolkninger af den vilde natur gennem en række skulpturelle objekter i en afart planteformationer, hvor de føromtalte ‘urenheder’ i kaolinen er en del af værkernes formgivning og udtryk.”

Ane Fabricius Christiansens White Gold er en række skulpturelle objekter skabt ud fra dybdeborende studier af bornholmsk kaolin, porcelæn, glasur, natur og historie. De keramiske objekter udstilles i en installation, der præsenterer, hvordan et lokalt materiale som bornholmsk kaolin kan anvendes og revitaliseres i dag.

Ane Fabricius Christiansen: Keramiker uddannet fra Design- og Kunstakademiet i Bergen, 2004, og Designskolen Kolding, 2006.